Fodbold: Efter tirsdagens afbrudte kamp mod Hornum skulle FUIK fredag aften forsøge at spille en hel kamp, da de gæstede Arden i serie 2.
Tekst & foto: Per Lyngby
En dårlig bane gjorde det vanskeligt for begge hold at spille ordentlig fodbold, så det blev en jævnbyrdig og lidt rodet affære, hvor begge hold var i vinderposition, men endte med at dele i porten efter resultatet 2-2.
I slutningen af første halvleg sikrede Kristoffer Nørgaard en pauseføring på 1-0 til vesthimmerlændingene, da han udnyttede et oplæg fra Musa Traore.
Der skulle dog ikke spilles mange minutter af anden halvleg, inden hjemmeholdet havde bragt balance i målregnskabet. Det blev også 2-1 til Arden efter godt en halv times spil, og det så længe ud til, at østhimmerlændingene ville sikre sig sejren. Men i overtiden var unge Jesper Kristensen i oplæggerens rolle, og så kunne Kristoffer Nørgaard med sin anden scoring gøre det til 2-2 og dermed sikre sæsonens første point til FUIK.
Torsdag aften spiller FUIK på udebane mod oprykkerne fra Trekroner, medens der endnu ikke er afklaring på, hvordan den afbrudte kamp mod Hornum skal færdigspilles.