Fodbold: Lørdag eftermiddag tog seniorspillerne i Farsø-Ullits IK hul på træningen.
Tekst og foto: Per Lyngby
Den seneste uges milde vejr betød, at banerne var fri for sne og frost, da FUIK lørdag eftermiddag tog hul på træningen forud for den kommende fodboldsæson.
En halv snes damespillere og godt 20 herrer var mødt frem for at se Peder Ditlev hejse klubflaget til tops over stadion, hvorefter trænerne tog over og stod i spidsen for den første lette gang træning, som lige så traditionelt blev efterfulgt af varm suppe og hyggeligt samvær i klublokalet.
Det er igen Svend Åge Nielsen, som har træneransvaret for herrernes førstehold i serie 2, medens Jan Pedersen tager sig af andetholdet i serie 4.
Forud for sæsonstarten i påsken er der planlagt en række træningskampe på kunstgræsbanen i Farsø, hvor der bl.a. er lagt op til testkampe mod Løgstør, Nørager og Kvik-Aalestrup for førsteholdets vedkommende, medens andetholdet sparrer mod bl.a. Aggersund og Hobro.
Træningslejr med amerikansk fodbold
I dagene 11. og 12. marts er der lagt op til en træningsweekend, hvor seriøs træning og socialt samvær går op i en højere enhed. Man får i den forbindelse om fredagen besøg af Aalborg 89’er, som spiller amerikansk fodbold og står klar til at give de vesthimmerlandske fodboldspillere en lektion i den form for fodbold. Lørdag er beskyttelsesudstyret lagt væk, og det gælder igen den velkendte form for fodbold, hvor der spilles en intern træningskamp mellem serie 2 og serie 4.
Klubben har også et hold i serie 6, som ledes af Magnus Bojer, som råder over en trup af unge spillere, som står klar til at byde sig til på serie 4, hvis behovet opstår. Holdet starter sæsonen lidt senere men også fået arrangeret et par testkampe for bl.a. at prøve et par nye spillere i kamp.
“Vi føler os godt rustet frem mod sæsonen, men der er naturligvis altid plads til forbedringer såvel på banen som udenfor og her i FUIK” lyder det fra sportschef Henning “Post” Andersen, som understreger, at man er klar til at indgå et par nye spilleraftaler, inden transfervinduet lukker, når sæsonen er i gang.