Fodbold: Lørdagens lokalopgør i jyllandsserien sluttede med sejr til gæsterne.
Gennem en lang årrække har Løgstør været det førende hold i vesthimmerlandsk seriefodbold, hvor holdet efter et ophold i danmarksserien har stabiliseret sig med fast ophold i jyllandsserien eller serie 1.
Gundersted har været oppe og true muslingebyens fodboldhold en smule, og nu er det så forfatterbyen Farsø, som forsøger at gøre Løgstør rangen stridig som byen med det førende fodboldhold i kommunen. Med to oprykninger i 2021 strøg FUIK fra serie 2 til jyllandsserien i lyntempo, men efter to klare nederlag i de første kampe, var spørgsmålet, om det måske er gået for hurtigt for det talentfulde unge FUIK-hold.
Det spørgsmål besvarede Rudi Møllers udvalgte lørdag eftermiddag ved at lade fødderne tale i en kamp på kunstgræsset i Løgstør, hvor en strid vind gjorde det nærmest umuligt at spille pænt fodbold. Meget symptomatisk faldt kampens eneste mål da også efter en dødbold, da FUIK fik prikket bolden i nettet efter et hjørnespark. Der opstod klumpspil foran Løgstørs mål, hvor Kristoffer Vorre havde sidste fod på bolden og sikrede oprykkerne en vigtig sejr på 1-0.
“Med risiko for, at folk vil stemple det som en dårlig undskyldning, vil jeg sige, at det i dag ikke havde meget med fodbold at gøre. En strid vestenvind umuliggjorde ordentlig fodbold, og vi har desværre ikke brugt meget tid på at træne tilfældigheder. FUIK har også et par store muligheder inden scoringen, og de får mere ud af deres medvinds halvleg end vi gør. Tættest på en scoring er vi ved Mathias Toft som har en dommedags-afslutning fra kanten af feltet, men Nicklas Finnerup i FUIK-målet leverer en kongeredning. Stor ros til gæsterne for deres indstilling og vilje”, lød det anerkendende fra LIF-træner Jimmy Støttrup Jensen i nederlagets stund.
FUIK-træner Rudi Møller var naturligt nok tilfreds med den første sejr til hans hold i jyllandsserien:
“Ja det var fantastisk med en sejr i “slaget om Vesthimmerland”. Det blev en kamp under meget svære vilkår med en strid kuling som gav massiv med- og modvind. Vi er bedst i 1. halvleg men mangler at få lidt mere udbytte af overtaget. I 2. halvleg, hvor vi bytter vind, synes jeg holdet spiller klogt og holder Løgstør væk fra de store åbne chancer, og vi bør vel lukke kampen tidligere. En solid indsats, hvor vi på dagen var bedst og fortjente sejren. Dejligt at få slettet nullet, og at vi nu er på tavlen”, lød det fra Rudi Møller.