Fodbold: To underkendte mål i slutfasen fik Løgstør til at se rødt, da de tabte til Støvring.
Tekst & foto: Per Lyngby
Det skortede ikke på dramatik, da Løgstør tirsdag aften tog imod Støvring i Jyllandsserien. Fem godkendte scoringer, to som ikke blev godkendt, et stolpeskud og rødt kort efter kampen, var en del af aftenens menu. Aftenkampen havde ikke trukket mange tilskuere - faktisk var der flere på banen ved siden af, hvor klubbens andethold spillede 3-3 i et lokalopgør mod Vindblæs.
Jyllandsseriekampen begyndte ellers godt for hjemmeholdet, som satte sig på spillet. Og det blev også til en scoring efter 10 minutter, da Jesper Frederiksen kom fri i højre side og energisk fik spillet bolden på tværs til Thorbjørn Larsen, som havde let ved at sende kuglen i nettet. Efterfølgende var det fortsat Løgstør, som sad på det meste, Kasper Skak havde et godt gennembrud i venstre side men afslutningen kom fra en spids vinkel, så målmanden havde let ved at klare. I den anden ende blev Støvring aldrig rigtig farlige, og Løgstør kunne derfor gå til pause med en god fornemmelse og en kneben føring.
Oplægget til anden halvleg var, at Løgstør fortsat skulle presse gæsterne højt på banen. Det havde spillerne dog svært ved at effektuere i praksis.
Fra anden halvlegs start var det nemlig Støvring, som pressede hjemmeholdet langt tilbage på banen. Efter 6 minutter kom det første varsel, da bolden blev spillet dybt i højre side, hvor en angriber afsluttede, men Michael Hjortshøj var på plads og parerede. Kort efter mundede et hjørnespark ud i et hovedstød, som strøg lige over Løgstør-målet, og man begyndte at fornemme, at denne kamp ikke var afgjort.
Løgstør havde ikke for alvor greb om spillet men var dog farlige på hurtige omstillinger, som kastede et par store muligheder af sig. De blev ikke udnyttet, og dermed forspildte LIF’erne chancen for at lukke kampen. Efter 20 minutter kom gæsterne så på tavlen med den udligning, som havde ligget i luften længe. Et passivt forsvar var ikke på mærkerne og så kunne en Støvring-spiller sparke en tværbold i nettet. Og det skulle blive værre endnu, da Støvring bragte sig foran med 2-1 efter et hjørnespark.
Dramatisk afslutning
Løgstør forsøgte at komme tilbage i kampen og fik også presset gæsterne længere tilbage. Det resulterede i en dobbeltchance, som i første omgang blev afværget, men bolden havnede hos en Løgstør-spiller midt for mål, hvor han fik bolden skovlet i mål. Linjevogteren havde dog flaget oppe, da en Løgstør-spiller øjensynligt lå i off side position inde på selve mållinjen. Ingen udligning men i stedet gult kort og 10 minutters afkøling til Chris Severinsen, som fra sidelinjen kunne se Støvring bringe sig på vinderkurs med en scoring til 3-1 over for et frustreret og vaklende hjemmehold.
Det skulle blive både bedre og værre endnu.
Thorbjørn Larsen skabte fornyet spænding, da han fik scoret fra tæt hold i en situation, som mindede om den, hvor Løgstør fik et mål annulleret. Denne gang blev flaget dog nede, og så stod der 2-3 og de blå troede på et come back.
Det var også tæt på at lykkes. En smuk diagonalaflevering over 30 meter landede i hovedet på en Løgstør-spiller, som headede den i nettet. 3-3 troede alle på stadion. Men igen var flaget oppe, og igen måtte de frustrerede LIF’ere se et mål annulleret. Trods vilde protester, slap holdet for udvisninger og kunne fortsætte jagten på den forløsende scoring.
Den var tæt på at komme, for på kampens sidste spark sendte en LIF’er bolden på stolpen. Desværre stolpe ud, og dermed blev det ved lige ved og næsten i en kamp, som Løgstør havde under kontrol men tabte på gulvet - dels på grund af egne fejl men også på grund af tvivlsomme kendelser, som gik holdet imod.
Hårde ord mod dommertrioen
Efter sidste fløjt blev der sendt en del upassende gloser efter dommertrioen, og det udløste rødt kort til Jesper Frederiksen, medens træner Jakob Brix-Mouritsen også lænede sig op af mindst en advarsel. Kunne man uddele kort til publikum, var der også et par stykker blandt LIF-tilhængerne, som burde have haft såvel gult som rødt, da dommertrioen på vej til omklædningen blev overfuset ganske groft.
Brokkeriet og frustrationernes frie løb fører næppe til andet end karantæner - resultatet står ikke til at ændre, og det efterlader Løgstør på puljens sidsteplads uden point efter tre kampe. Det kan dog også være, at dommertrioen får et par ord med på vejen, da kampen blev videooptaget med henblik på bedømmelse af netop deres præstation.
Allerede torsdag er der igen kamp på Løgstør Stadion, hvor Brønderslev kommer på besøg, så Jakob Brix-Mouritsen har blot 48 timer til at få rettet blik og fokus mod en ny kamp.