Fodbold: Seniorfodbolden sættes på stand by med blot én spillerunde tilbage.
Tekst & foto: Per Lyngby
I denne og næste weekend skulle de afgørende slag slås på grønsværen, når der skulle fordeles op- og nedrykninger i seniorfodbold. Også i det vesthimmerlandske, hvor der til det sidste er stor spænding i flere puljer.
Men med fredagens nye restriktioner, som for manges vedkommende kommer til at gælde fra mandag, ser afslutningen på fodboldsæsonen for seniorholdene ud til at ende i kaos. Kampene kan spilles i denne weekend, men herefter sættes turneringerne på stand by, formentlig en måned frem, og måske længere. Og dermed kommer sidste spillerunde, hvor mange ting skulle falde på plads, til at gå en uvis fremtid i møde.
De afgørende kampe kan ikke spilles i næste weekend - de kan måske først spilles hen i slutningen af november eller start december. Ja, måske kan kampene først spilles til foråret - afhængig af, hvordan smittetallene udvikler sig, og hvad DBU beslutter i denne noget prekære situation.
Unægtelig et surrealistisk scenarie for fodboldspillerne, som i foråret måtte se hele turneringen aflyst på grund af corona.
Ungdomsspillerne kan glæde sig over, at de ikke er ramt af restriktionerne og kan derved få glæde af deres fodbold sæsonen ud.