Licitationen til flytningen af Bakgården viste sig dyrere end forventet og derfor skal projektet udvalgsbehandles igen til august.
Licitationen til flytningen af børnehaven Bakgården i Aars viste sig 2,6 millioner kroner dyrere end forventet, og derfor skal flytningen af børnehaven fra den nuværende placering til Østermarkskolen kigges igennem igen, så projektet rammer de afsatte midler på ca. 7,1 millioner kroner.
Skole- og dagtilbudschef i Vesthimmerlands Kommune, Anders Norup, siger:
- Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at den nye børnehave og vuggestue på Østermarkskolen stadig bliver et kvalitetsbyggeri med rigtig gode rammer for forældre, børn og ansatte. Det skal der ikke herske nogen tvivl om, men licitationen viste bare, at kvadratmester-priserne lige nu overskrider det forventede niveau, hvilket vi så må agere efter i realiseringen af projektet, siger Anders Norup.
Børne- og Familieudvalget er blevet orienteret om licitationen. Herfra vil arbejdet påbegynde med at realisere flytningen af Bakgården, så en ny politisk behandling kan ske til august.