I kølvandet på anmeldelsen om indbrud i en varebil på Mejsevej i Aars, som vi omtalte i går, har politiet modtaget yderligere 7 anmeldelser om indbrud i varebiler i Aars natten til torsdag.
Fælles for de syv anmeldelser er, at gerningsmanden har skaffet sig adgang til bilerne ved at bore et hul eller - som i tilfældet på Mejsevej - ved at skære et trekantet hul i dørene. Ved indbruddene er der gået målrettet efter aku-værktøj.
De syv nye tilfælde er sket i biler, der stod parkeret på Dronningholmvej, Hans Egedes Vej, Vestervang, Blåmejsevej samt tre tilfælde på Kong Christians Vej.
Et af indbruddene på Kong Christians Vej er fanget på et overvågningskamera, og det kan således tidsfastsættes til klokken 04.04.