Danmarks Tekniske Universitet bakker Vesthimmerlands Kommune op i de betragtninger, der angiveligt førte til store mængder døde skaller i Vilsted Sø i februar.
"På baggrund af vores undersøgelser kan vi konkludere, at der med sikkerhed ikke er tale om en organisk eller kemisk forurening. Dermed er der heller ingen sammenhæng med vand fra regnvandsbassinet ved Ranum eller personlige onde hensigter."
Det skriver Vesthimmerlands Kommunes vandløbsteam i en konklusion på den omtalte episode fra 20. februar, hvor knap 2000 skaller blev fundet døde i Vilsted Sø på Ranum-siden.
"Det bedste bud, vi kan give på en forklaring, er derfor, at det er et resultat af skallernes naturlige vintervandring, hvor de søger op i vandløb, rørskov og andre steder for at skjule sig fra rovfisk og fugle som eksempelvis skalleslugere, skarver og lignende. Skallestimen trækker altså naturligt op i udløbsbygværket, hvor pres og stress fra eks. skalleslugere har fanget dem i en blindgyde. Det høje antal skaller på stedet har sandsynligvis medført mangel på ilt, som har forårsaget fiskedøden. Derfor observerede vi også kun døde skaller og ikke andre fiskearter. Hændelsen var afgrænset i et lille vandområde ved Vilsted Sø og er ikke forekommet andre steder i Vilsted Sø," lyder konklusionen fra vandløbsteamet ved Vesthimmerlands Kommune.
Et lignende tilfælde fandt sted i 2023, og vurderingen er, at årsagen dengang var den samme.
Bestanden af skaller i Vilsted Sø er så stor, at den kun vurderes at være reduceret i begrænset omfang.