Aktivitetsudvalget under Vindblæs Borgerforening, havde i går for første gang arrangeret en fællesspisning for områdets lokalbefolkning. Aktivitetsudvalget var meget begejstret for den store deltagelse på i alt 86 børn og voksne.
Menuen bestod af ølkam med flødekartofler, pastasalat, almindelig salat, dressing og flutes. Prisen var kun 50 kr. pr. voksen, så Vindblæs Borgerforening betalte for alle børnene. Ideen var nemlig at holde prisen så lav, at alle familier, også dem med mange børn, havde råd til at deltage i aftenen.
Rødvinen var sponsoreret af Salling Dagligbrugs, og ellers kunne man købe øl og vand, hvis man ikke havde det med hjemmefra. Nogle havde været så venlige at komme med kage til aftenkaffen.
Under velkomsttalen fra Aktivitetsudvalget blev der takket for den store opbakning og opfordret til at bakke op om de nye tiltag, som Aktivitetsudvalget har i ærmet. Der starter fælles gå- og cykelture fra den 2. maj, og der arbejdes på nogle foredrag m.m.
Da aftenen sluttede efter gode snakke og smil over bordet på kryds og tværs, og børnene var ved at være trætte, var der mange hjælpsomme borgere, som lige hjalp med oprydningen. Aktivitetsudvalget oplyser at der blev opfordret til at gentage fællesspisningen.