Poul J. Andersen, der i mange år var fabrikschef på svineslagteriet i Aars, er i gang med at researche til en bog om slagteriet.
Svineslagteriet i Aars blev etableret i 1909 og lukkede i 1999. I 90 år var slagteriet således en betydelig faktor i Aars.
Det bliver der nu skrevet en bog om, og forfatter er Poul J. Andersen, som fra fra 1979 til 1991 var fabrikschef på slagteriet. Han har tidligere udgivet 5 erindringsbøger om egen familie, venner og bekendte, men nu har han kastet sig over en historiebog om slagteriet, som trods mange tiltag for sammenlægninger og fusioner forblev selvstændig indtil 1977, hvor slagteriet blev fusioneret med Bjerringbro Andelsslagteri.
- Det blev begyndelsen til en fantastisk udvikling for virksomheden gennem næsten 25 år. I den periode blev der foretaget mange udvidelser og tilbygninger. Virksomheden gennemgik store ændringer både i produktionen, men også på antal medarbejdere, siger Poul J. Andersen.
Senere - i 1991 - blev slagteriet fusioneret med Dansih Crown.
- Der foreligger mange informationer, herunder billeder fra opstarten og gennem årene. En del af dette materiale findes på Lokalhistorisk Arkiv og Nutidsmuseet i Aars. Desuden har jeg selv megen information fra 1977 og indtil lukningen i 1999. Derfor synes jeg, at historien om en af byens store virksomheder fortjener at blive mangfoldiggjort, siger forfatteren, som nu håber hjælp fra offentligheden til at få endnu mere materiale til bogen.
Mange tidligere kolleger, leverandører af svin til slagteriet og andre har uden tvivl mange nyttige oplysninger, herunder billeder. Derfor opfordrer jeg til at sende bidrag til mig, slutter Poul J. Andersen.
Privatfoto af Poul J. Andersen