Vikinger vendte i weekenden tilbage til Aggersborg, hvor der blev afholdt vikingedage.
På ganske kort tid kunne man i weekenden lære ganske meget om dansk historie. Ved verdens største vikingeborg i Aggersborg, havde Aggersund og Omegns Borgerforening i samarbejde med rigtige vikinger stablet en lille vikingefestival på benene.
400 mennesker dukkede op lørdag i det flotte vejr, og selv om vejret søndag var lidt mere vikinge-agtigt med både vind, regn og torden, var denne dag også velbesøgt. Publikum kunne i den lille vikingelandsby uden for ringborgen se de "rigtige" vikinger arbejde med forskellige håndværk.
Vikingeborgen i Aggersborg var verdens største af sin slags med en diameter på 240 meter og 48 langhuse med plads til omkring 5000 personer. Simon Kjær Nielsen fra Vesthimmerlands Museum viste søndag rundt i ringborgen, der i dag erfredet og udlagt i græs, hvor kun volden udenom er synlig. Han fortalte om den nyeste viden om stedet. Vikingeborgen menes således at være opført i 970'erne af Harald Blåtand. På stedet havde der siden 800-tallet ligget en større bebyggelse, der er den største kendte bebyggelse ved Limfjorden på dette tidspunkt. Denne by er under alle omstændigheder blevet udslettet - måske med magt for at Harald Blåtand kunne få plads til sin vikingeborg på et strategisk vigtigt område. I følge Simon Kjær Nielsen har Aggersborg været en nøgleposition i erobringen af Norge.
Vikingedagene i Aggersborg blev i år afholdt for anden gang, og formanden for borgerforeningen, Anders Hundahl, siger, at Vikingedagene skal blive en årligt tilbagevendende begivenhed. Foruden et indblik i områdets historie, kunne man i borgerforeningens telt forsyne sig med kaffe og kage eller pølser.