Den 29. maj 2022 bliver der igen mulighed for at deltage i Kanal Gourmet & Kultur Rally i Løgstør. Lions Club Løgstør er trukket i arbejdstøjet og er i fuld gang med at samle brikkerne til det store puslespil det er at få det det at gå op i en enhed. Jens Lauritzen, der er formand for arbejdsgruppen, ser meget optimistisk på udfordringen.
- Vi møder stor opbakning fra tidligere samarbejdspartnere. De er med igen, og mit indtryk er, at det kommende Kanal Gourmet & Kultur Rally bliver endnu bedre end tidligere. De har ellers været i top. Deltagerne har givet os seks stjerner, hvor fem var det højeste. Mange har sagt, at de kommer igen, så vi har noget at leve op til.
- Coronatiden og evaluering af tidligere arrangementer gør, at vi tilpasser nogle ting. Antal deltagere pr. hold bliver færre og et par ekstra hold sættes på planen. Derved kommer gæsterne til at kende hinanden bedre, og de får et større udbytte ud af det, guiderne fortæller. Ligeledes kommer servering af maden til at ske hurtigere.
Opbakningen fra billedkunstnere, keramiker og musikere er ligeledes intakt. Der bliver musik og stemning på ruten, der får i alt otte stop. Gåturen fra Lendrup reduceres ved, at Limfjordsmuseet stiller turbåden Grevinde Danner samt andre både til rådighed. De, der ikke sejler, bliver transporteret tilbage til Løgstør havn, hvorfra gåturen går videre.
- Dygtige lokale guider har vi også fået tilsagn fra, så det bliver en oplevelsesrig tur for deltagerne siger tovholder Jens Lauritzen, Lions Club Løgstør.