Fodbold: Rødt kort til målmanden efter et kvarter blev dyrt til slut for FUIK.
Tekst & foto: Per Lyngby
Aftenkampen tirsdag i serie 2 på stadion i Gundersted blev en målrig særdeles dramatisk affære.
Allerede efter et kvarters spil blev FUIK’s målmand Ronald Mark Kristensen sendt i bad, da dommeren og linievogteren i fællesskab konkluderede, at han trods sit mellemnavn ikke var markspiller, og derfor var på gale veje, da han efter deres opfattelse tog bolden med hånden udenfor feltet.
“Dommeren havde en lang samtale med linjevogteren inden han uddelte kortet.. Men det var et tvivlsomt rødt kort, meget tvivlsomt, lyder det ærligt fra Gundersteds Mikkel Lindhardt-Hansen efter kampen.
Det røde kort til gæsterne blev dog i første omgang til en sovepude for hjemmeholdets 11 spillere, som måtte se det decimerede FUIK-mandskab score to gange inden pausen, først ved Nicolai Jensen og efterfølgende ved Kristoffer Nørgaard, medens Rene Hansen havde overtaget tjansen som målmand.
“I pausen får vi en lille opsang og vi gir hinanden håndslag på, at vi løsner håndbremsen. Det bærer frugt: Karsten Munk scorer på et langskud og Kristian Skriver udligner. Med lidt under 10 minutter igen får FUIK’s Kristoffer Nørgaard en friløber, som vores sidste skanse redder stærkt, og i dommerens overtid fylder vi på i feltet, hvor Kasper Brændstrup scorer det forløsende mål efter et hjørnespark til resultatet 3-2 til os”, fortæller Mikkel Lindhardt-Hansen.
Med sejren rykker Gundersted op i midten af rækken, hvor intet er afgjort. FUIK dumper ned som nummer tredjesidst og har brug for en sejr i den kommende udekamp mod Strandby i bestræbelserne på at undgå en degradering til serie 3.