Byrådet satte i går navne på de medlemmer, der skal arbejde med mere borgerinddragelse i Vesthimmerlands Kommune.
Et tidligere SF-forslag fra januar i år om at borgere i Vesthimmerland skal have mulighed for at stille forslag direkte i byrådssalen, har nu ført til, at byrådet har nedsat et udvalg, som skal kortlægge det nuværende niveau af borgerinddragelse i det politiske arbejde - samt komme med forslag til nye initiativer til borgerinddragelse.
Det oprindelige forslag fremsat af Theresa Berg Andersen blev allerede skudt i sænk på byrådets januarmøde, men på forslag fra Venstres Lars Andresen fra Hvalpsund blev der opnået enighed om at nedsætte et udvalg til at bearbejde området.
I går vedtog byrådet et kommissorium, og det forpligter det nye "§ 17 stk. 4 udvalg" til at komme med en afrapportering om borgerinddragelse på byrådsmødet den 20. september i år.
Udvalget kom til at bestå af Per Nyborg (K), Signe Nøhr (K), Niels Heebøll SF), Doris Lauritzen (S), Anders Kjær (S), Peter Harbo (V) og Lars Andresen (V). Sidstnævnte blev udpeget som formand for udvalget.