Seniordanserne i Løgstør har haft stor fremgang i antallet af medlemmer, og det blev belønnet med kage
Tirsdag eftermiddag dansede seniordanserne i Skansen i Løgstør for 10. og sidste gang inden jul. Det er partnerskabsaftalen "Bevæg dig for livet", som står bag seniordansen. Bevæg dig for livet har som målsætning af gøre Danmark til verdens mest aktive nation i 2025.
I Løgstør er seniordanserne godt på vej til at opfylde den målsætning, idet medlemstallet er steget fra 14 til 22, og det blev belønnet med kage til de aktive seniordansere leveret af projektleder ved Vesthimmerlands Kommune, Eva Winther.
Seniordanserne ledes af Lilly Thomsen, og hun har faktisk plads til endnu flere på holdet, som starter op igen 7. januar. Efter jul danses der yderligere ti tirsdage.