Trods udfasningen af nonfood-varer har Dagli'Brugsen i Salling præsenteret et tilfredsstillende resultat for 2023.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Dagli'Brugsen i Salling glæder sig over at have lagt corona- og energikrisen bag sig. Det har givet et resultat for 2023 på 284.000 kroner, og det skyldes ikke mindst at energipriserne er faldet til et mere almindeligt niveau igen efter rædselsåret 2022.
Men også brugsens kæde- og koncernbidrag er for første gang faldet fra 1.408.000 kr. i 2022 til 1.324.000 kr. i 2023.
Det fortalte brugsforeningens formand, Ole Ritter, da foreningen afholdt generalforsamling i Salling Forsamlingshus i aftes. Til gengæld ærgrer han sig over en anden udfordring:
- Alle, der kommer i Brugsen, har nok lagt mærke til, at der ikke er ret mange nonfood varer mere - noget, vi ellers har haft en del af de senere år. Det er ikke med vores gode vilje, at det ikke stadig er sådan, men Coops nye regnskabssystem kan desværre ikke håndtere det at sælge nonfood varer til os til en pris, så der kan tjenes lidt på det. Om der kommer en løsning på problemet på et tidspunkt er desværre uvist, men indtil videre må vi klare os uden.
90 medlemmer var mødt op til generalforsamlingen, der som vanligt sluttede festligt med spisning og dans.
Birgit Holm Jensen forlod efter 16 år bestyrelsen og blev erstattet af René Engemann. Ole Ritter og Jette Skovhus Hansen blev genvalgt, mens Maja Langgaard blev valgt som suppleant.