Tirsdag aften kæmper brandfolk med at få slukket en brand på Havhøjvej mellem Strandby og Grønnerup.
Ved 20.30 tiden opdagede en mand på en mejetærsker, at der var brand i en landejendom på Havhøjvej syd for Strandby. Han slog alarm, og her i skrivende stund, en time senere, venter indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Palle Olesen, på hjælp fra en redningskran fra Beredskabsstyrelsen.
- Tagkonstruktionen på en af længerne er helt overtændt, men på grund af stålplader er det svært at komme ind og slukke ilden. Redningskranen skal hjælpe med at skaffe adgang til slukningsarbejdet, siger Palle Olesen.
Ilden har også haft fat i stuehuset, men den er hurtigt blevet slukket igen uden større skader til følge. Derimod står den overtændte længe næppe til at redde. Der vil gå flere timer, før slukningsarbejdet er slut, siger Palle Olesen.
Der har hverken været fare for mennesker eller dyr i forbindelse med branden. Beboerne på ejendommen var ikke hjemme, da de er på ferie.
Årsagen til branden har indsatslederen endnu ikke noget bud på.