Borgmester Per Bach Laursen afviser ikke, at Vesthimmerlands Kommune kan føre en retssag mod brugtvogns- eller skrothandler Kenneth Hasstrup i Aggersund. Men det er sidste udvej, siger han.
Byrådsmedlem for VesthimmerlandsListen, Kirsten Moesgaard, opfordrer i en artikel i Nordjyske Stigtstidende til, at kommunen hyrer en specialiseret advokat og fører en sag med Kenneth Haastrup for at få ryddet op i byen, hvor den udskældte brugtvognsforhandler fylder meget i bybilledet.
Idéen afvises ikke kategorisk af borgmesteren, men Per Bach Laursen har dog andre tiltag i ærmet, han gerne vil afprøve først.
Han oplyser, at der er lavet en aftale med politiet, som er klar til at assistere, når kommunen er klar, og på den måde har kommunen et bedre grundlag for at tage affære, siger Per Bach Laursen. Han tilføjer, at han håber på at kunne demonstrere, at det er muligt at løse problemet i Aggersund indenfor lovens rammer, og det skal være inden udgangen af 2019.
Per Bach Laursen siger - og har tidligere udtalt, at han er betænkelig ved, at der skal ændres på lovgivningen for at få ordnede forhold i Aggersund, for sker det, kan det også få konsekvenser "for dig og mig", som han udtrykker det.
Derudover har borgmesteren et andet tiltag mod Kenneth Haastrups rod, som han holder tæt til kroppen.
- Men det kan da godt være, at det i sidste ende kan blive nødvendigt at føre en retssag, slutter han.