En gruppe borgere i Næsborg og Tolstrup indbyder til borgermøde i Tolstrup Forsamlingshus på torsdag for at drøfte de udfordringer en udvidet vindmøllepark i Nørrekær Enge vil få for lokalområdet.
Af Jacob Dalgaard
I dag står der 13 vindmøller med en højde på 127 meter i Nørrekær. Om få år kan der være kommet yderligere 37 vindmøller til med en højde på helt op til 150 meter.
Mens nogen tjener kassen på møllerne får andre blot æren af at være naboer. Nogle af disse naboer indkalder nu til et offentligt møde på torsdag for at drøfte, hvordan vindmølleprojektet vil påvirke området.
Én af initiativtagerne er Gunnar Villumsen, som bor på Haugårdsvej med frit udsyn til mølleparken. Han fastslår, at han ikke er imod vindmølleprojektet.
"Vi har en positiv indgangsvinkel, og vi bakker op om projektet. Vi er absolut ikke en protestgruppe, men der ting, som er værd at drøfte og se på, om der kan justeres," siger Gunnar Villumsen.
Forleden afholdt Vesthimmerland og Aalborg kommuner et meget velbesøgt informationsmøde i Farstrup om vindmølleprojektet. Begge kommuner har åbnet for muligheden for at borgerne kan fremsende idéer, synspunkter og forslag senest 5. november, og det er i forlængelse af det, at Gunner Villumsen indkalder til et borgermøde med naboerne Britt Olesen, Richard Tange og Per Schriver som medunderskrivere.
Gunnar Villumsen hæfter sig ved, at Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune i maj måned igangsatte planprocessen på betingelse af, at der blandt andet blev taget hensyn til vindmølleområdets beboere og dets naboer.
Det er han glad for, for nogle af møllerne kommer meget tæt på, og selv om den nærmeste mølle i dag er 2 kilometer væk, føles det tæt på, når møllerne er så store. Og det virker forstærkende i et kuperet terræn, tilføjer han.
"Det er klart, at der i et så stort projekt er mange individuelle interesser, som man skal tage højde for som påvirkning af nabobeboelser - herunder støj og skyggepåvirkning, visuel- og landskabelig påvirkning, påvirkning af landskab, kirker og kulturmiljøer, påvirkning af naturområder og rekreative funktioner, påvirkning af grundvand og vandløb, lysafmærkning i forhold til lufttrafik m.v., lyder det fra initiativgruppen.
"Når projektet til sin tid står færdig, skal det gerne være sådan at alle kan glæde sig over projektet, glæde sig over, man lokalt kan bidrage med produktionen af vindenergi," slutter Gunnar Villumsen.
Energiselskabet Vattenfall står bag det største af i alt tre vindmølleprojekter som varierer i antal møller. Det visualiserede billede set fra Næsborg kirke er vist med det maksimalt ansøgte projekt med 37 nye møller og de 13 ældste nærmest Limfjorden.