Bakkeskolehallen har valgt en bestyrelse, som skal drive hallen videre uden halinspektør.
Af Jacob Dalgaard
Ved denne måneds udgang skal Bakkeskolehallen klare sig uden halinspektør. En kraftig beskæring i kommunens tilskud har tvunget bestyrelsen til at klare sig uden lønne arbejdskraft.
I sidste uge indkaldte bestyrelsen til en ekstraordinær generalforsamling, hvor medlemmerne sagde ja til vedtægtsændringer. Her blev der også dannet en ny bestyrelse, som nu får til opgave at drive hallen under de nye vilkår.
Finn Svenstrup og Leif Holm Nielsen forlod bestyrelsen, som de senere år har bestået af seks personer. Fremover skal der kun være et ulige antal på 5 personer. Nyvalgt blev Morten Skak Raunkjær. Derudover består bestyrelsen af Anton Jacobsen, Lene Jørgensen, Niki Kristensen og formand Gunnar Jensen. Suppleanter blev Jane Hermansen og Martin Steen Hansen.
Gunnar Jensen siger til Lokaltindblik.dk, at han satser på, at der starter nye aktiviteter op i Bakkeskolehallen til efteråret. Hvilke, kan han endnu ikke afsløre, da planerne ikke er endeligt konfirmeret. I februar blev der afholdt et velbesøgt idémøde, hvor alle interesserede kunne bidrage med forslag til nye aktiviteter til hallen for at styrke udlejningen og dermed driftsøkonomien.