Efter en god start af Aggersund blev håndboldopgøret i serie 4 mellem Aggersund og IK Vest en lige affære.
Aggersund bragte sig hurtigt foran 5-2 i udekampen mod IK Vest i Ranum Multikulturhus. Men så valgte hjemmeholdet at skifte målmand, og det gav problemer for Aggersund-offensiven, der i lang tid ikke formåede at score.
Alligevel lykkedes det for Aggersund at holde en to måls føring ved pausen.
I anden halvleg fortsatte kampen meget jævnbyrdigt. IK Vest scorede primært på langskud og indspil til stregen, hvilket Aggersund havde svært ved at dæmme op for.
Blot to minutter før slutfløjtet var stillingen 19-19, men efter en scoring fra Aggersund og et efterfølgende brændt angreb fra IK Vest, kunne gæsterne spille resten af tiden ud og faktisk ende med at hive sejren hjem med 21-19 efter scoring på frikast efter sidste fløjt.
"Flere spillere fra IK Vest voldte os store problemer og især deres målmand havde vi i perioder svært ved at passere. Heldigvis trak vi det længste strå i en tæt afslutning, som kunne have vippet til begge sider. Vi er glade for sejren i en svær udekamp og nu gælder det SBV på søndag i en direkte duel mellem 1. og 2. pladsen i puljen," siger spillende AIF-træner Jonas Røge.
Målscorere:
Kasper Andersen 6
Jonas Røge 5
Danny Hansen 3
Michael Hansen 2
Nicolai Kristensen 2
Michael Klit 1
Daniel Skotte 1
Mads Christiansen 1