Vesthimmerlands Kommune står over for en stor udfordring i forhold til at kunne tilbyde egnede og attraktive ældreboliger i fremtiden, siger ældrerådsformand Erik Stagsted, der også er næstformand i Danske ældreråds landsbestyrelse.
Dårlig økonomi og en anderledes prioritering har gjort det vanskeligt for Sundhedsudvalget at opfylde ønskerne fra borgerne. Ønsker, som Sundhedsudvalget sammen med Ældrerådet selv har fået udarbejdet fra borgerne for kun 1 til 2 år siden.
Ældrerådet har netop derfor de sidste par år haft fokus på den ideelle boligmasse til kommunens ældre borgere.
- Det er en vigtig opgave at sikre, at der fremadrettet er egnede og gode ældreboliger. Vi ønsker ikke ældreghettoer, der etableres i udkanten af byerne. De fleste ældre har svaret i spørgeskemaerne, at de ønsker at bo, som de har levet det meste af deres liv, og gerne bynært og tæt på det almindelige hverdagsliv med stor mangfoldighed. Derfor mener vi i Ældrerådet, at der skal lægges fornuftige planer for alternative boligformer, hvor man har en bred beboersammensætning og med en god og fornuftig beliggenhed, siger Erik stagsted og fortsætter:
- Det ville ikke være fremmed for os i Ældrerådet, at Vesthimmerlands Kommune evt. byggede et tidligere plejehjem om til boliger for unge, familier og ældre.
Seniorbofællesskaber er ligeledes en boform, som Ældrerådet er positiv over for, og ser mange muligheder i. Det kunne f.eks. være selvstændige bofællesskaber i tæt forbindelse med et plejehjem.
- Vi ved i Ældrerådet, at seniorbofællesskaber også er efterspurgt i Vesthimmerlands Kommune, og det er en oplagt mulighed for ældre, der efterspørger tryghed og fællesskab. Til gengæld skal man som beboer være bevidst om, at det også kræves, at man bidrager til fællesskabet og deltager aktivt, siger Erik Stagsted.
Ældrerådet mener, at det haster med at finde fornuftige løsninger, for allerede inden for de næste par år, har det måske været nødvendigt at nedlægge eller ombygge et antal plejeboliger af traditionel karakter for at leve op til ældre borgernes ønsker til bolig. Derfor er det Ældrerådets ønske, at der bygges nye tidssvarende og handicapvenlige ældreboliger i forskellige udgaver, så der bliver gode tilbud til alle ældre.
Parallelt med dette er det for Ældrerådet vigtigt, at Vesthimmerlands Kommune kigger grundigt på, om den nuværende boligmasse kan moderniseres eller "rettes til", så det bliver muligt for ældre, med god hjælp fra hjemmeplejen, at blive i egen bolig, så lang tid som muligt, slutter Erik Stagsted.