Efter flere år med vigende medlemstal har Aars Tennisklub igen fået medlemsfremgang med en stigning på 8% her i 2019. Fremgangen har været over hele linien fra ungdom til super seniorer, men set over en længere årrække har ungdomsafdelingen haft vigende tilslutning, og det har klubbens bestyrelse tænkt sig at gøre noget ved.
Dette har blandt andet udmøntet sig i, at klubben i foråret søgte fonde til etablering af ny godkendt legeplads for børn i alderen 4 til 13 år, så der er bedre forhold for børnefamilie – så både forældre og børn kan hygge sig samtidig både med leg og tennis.
Sådan en legeplads er ikke helt gratis. Budgettet kom til at lyde på ca. 70.000 kr. Via fondsmidler fra DIF´s og DGI´s foreningsfonden, Nordea-Fonden, Spar Nord Fonden samt egne midler og frivillig arbejdskraft lykkedes det klubben at få skaffet pengene til et ny flot legesystem, vippedyr samt godkendt fald underlag.
”Legepladsen er netop taget i brug til stor glæde for børnene, men klubbens udesæson er så småt ved at gå på hæld, så det bliver først til næste sommer, at legepladsen forhåbentlig rigtig bliver taget i brug – også af de 3 andre foreninger, der har plads i området. Legepladsen er til fuld offentlig benyttelse, men Aars Tennisklub håber selvfølgelig på, at alle vil passe godt på den, så den holder i mange år, for det er en stor investering for klubben”, udtaler kasserer Poul Erik Pedersen.