Aars Golfklub skylder Vesthimmerlands Kommune 3 millioner kroner, og har problemer med at overholde afdragsordningen. Nu ender sagen i byrådet, fordi der er politisk uenighed om sagen.
Af Jacob Dalgaard
Økonomien strammer gevaldigt i Aars Golfklub, der har anmodet Vesthimmerlands Kommune om lempede betingelser for at afdrage gælden til kommunen. Så sent som i maj var sagen til diskussion i kommunens økonomiudvalg, hvor politikerne holdt fast i, at Aars Golfklub skulle afdrage 100.000 kroner om året, indtil gælden var betalt.
Nu har et flertal i Økonomiudvalget ændret holdning. Det sker efter, at borgmester Per Bach Laursen har været i dialog med golfklubben. Et borgerligt flertal i Økonomiudvalget har efterfølgende accepteret Aars Golfklubs forslag om en anden gældsafvikling. Restgælden på knap 2,9 millioner kroner skal fortsat afvikles over 30 år, men i stedet for at betale 100.000 kroner om året, skal der indtil 2036 kun afdrages 66.000 kroner årligt, hvorefter afdraget stiger til 164.600 kroner resten af løbetiden.
Kræver sagen i byrådet
Palle Jensen fra Socialdemokratiet stemte ligesom sin partifælle Doris Lauritzen og SF's Theresa Berg Andersen imod en anden gældsafvikling, og Palle Jensen har desuden forlangt at få sagen forelagt byrådet.
- Det er naturligt og interessant at se, om der også er et flertal i byrådet for at afvige den tidligere indgåede aftale, lyder det i et svar fra Palle Jensen.
Lånet på 3 million kroner blev oprindeligt taget i 2005 i et lokalt pengeinstitut med daværende Aars Kommune som garant. I slutningen af 2015 var der ikke afdraget en krone på lånet, og Jutlander Bank gjorde dermed sit krav gældende overfor Vesthimmerlands Kommune, der betalte gælden.
I den forbindelse blev aftalen indgået med golfklubben om at afdrage 100.000 kroner om året. Det skete også i 2017, men i 2018 er der kun indbetalt en mindre andel, oplyser Palle Jensen, der undrer sig over, at Jutlander Bank tilsyneladende kun vil tillade golfklubben at afdrage 66.000 kroner om året til Vesthimmerlands Kommune.
- Der har været afholdt adskillige møder, og grunden til at vi i Socialdemokratiet fastholder den aftale, som er indgået med golfklubben, er, at vi mener, det er en glidebane at komme ud på, at vi som kommune skal agere pengeinstitut. Det er heller ikke rimeligt overfor de øvrige golfklubber, som sikkert herefter vil anmode kommunen om økonomisk hjælp, fordi de sikkert også har det svært økonomisk. 34.000 kroner er ikke mange penge, og vi undrer os over, at Jutlander vil tvinge denne løsning igennem, siger Palle Jensen.
Hvis Palle Jensen skal have held af at omstøde Økonomiudvalgets flertalsbeslutning, skal han skaffe et flertal i byrådet, når det holder møde på torsdag.
Borgmester Per Bach Laursen er ikke vendt tilbage med et svar på, hvad der har fået ham til at acceptere de lempeligere vilkår for Aars Golfklub.