Fodbold: Trods en føring på 2-0 ved pausen kunne Aars være bedst tilfredse med 2-2 i Thisted.
Af Per Lyngby
Aars IK’s fodboldherrer i serie 1 er inde i en god stime for tiden. Efter to sejre på stribe blev det søndag eftermiddag til godkendte 2-2 mod topholdet Thisted.
Vi fører 2-0 ved halvleg på mål af Tobias Mortensen og Rene Petersen. Det er mål på omstillinger, som vi udnyttede i en halvleg, hvor vi havde vinden i ryggen. Vi har endda et par chancer mere, som vi ikke får bonus af”, fortæller Aars-træner Jens Bojer.
I anden halvleg er det hjemmeholdet, som udnytter medvinden til at buldre frem mod Aars-målet. Indenfor fem minutter bliver der bragt balance i målregnskabet i et par situationer, hvor kommunikationen svigter i himmerlændingenes forsvar. Aars er til gengæld sjældne gæster i Thisteds straffesparksfelt.
“Set over hele kampen er det dog os, der skal være bedst tilfredse med resultatet. Deres afslutninger susede ofte tæt forbi rammen og en del af dem, som ramte målet, tog en flyvende Nils Falk sig af. Vi har en enkelt god mulighed efter frispark, som munder ud i at to Aars-spillere ser samme mulighed og fikserer hinanden til at afslutte oven i hinanden, så det kom der ikke noget ud af”, slutter Jens Bojer.