Lige om lidt tager vi hul på et nyt år, og for mange er det som at starte på en frisk. Her vil vi dog først skue lidt tilbage på det år, vi nu tager afsked med. Hvad vil vi egentlig huske 2017 for her i Vesthimmerland?
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
Vi starter midt på året, for i dagene fra den 16. til den 18. juni var der stor fest for Aggersundbroen, der fyldte 75 år. Festen symboliserer meget godt 2017, som på mange måder blev et festligt år i Vesthimmerland. Med kommunale kroner i ryggen bankede frivillige ildsjæle en kæmpefest op, og brojubilæet blev fulgt op af en bog om overfartsstederne i Aggersund - bygget på det populære foredrag, som museumsdirektør Anders Bloksgaard, Limfjordsmuseet, serverede i Aktivitetshuset i Aggersund i forbindelse med brojubilæet.
Selv om broen af mange ønskes erstattet af en helt ny, blev den fejret, og det samme gjorde et andet stykke infrastruktur, som i den grad har delt vandene. Den nye omfartsvej, Aars Ringvej, blev 16. september indviet og fejret med en stor vejfest med musik, kæmpe kage og masser af pølser til folket. Vejen til over 90 millioner kroner har i den grad delt byrådet med V og K på vejens side og resten imod. Men når vi kommer til juni 2018 står 2. og sidste etape også færdig.
Hvis omfartsvejen kunne skabe splid i byrådet var det dog intet i forhold til borgmester Knud Kristensens habilitetssag, der har rødder helt tilbage til 2016 i en ejendomssag om ungdomsboliger i Aars. Borgmesteren var gennem hele 2017 i stærk modvind i Økonomiudvalget, hvor selv hans partifælle Kirsten Moesgaard trak støtten og meldte sig helt ud af Konservative. I begyndelsen af oktober kom det første varsel om, at sagen kunne koste ham borgmesterposten til kommunalvalget, da to indgåede valgforbund på begge politiske fløje efterlod Det Konservative Folkeparti helt alene uden venner.
Førnævnte Kirsten Moesgaard fik stablet en lokalliste, VestHimmerlandsListen, på benene kort før kommunalvalget, imens den ene minister og partileder efter den anden pludselig aflagde besøg i Vesthimmerland for at støtte de lokale politiske helte for de etablerede partier.
Valgaftenen endte med det ultimative nederlag for Knud Kristensen. Venstre blev det største parti, og partiets førstemand, Per Bach Laursen, kan de næste 4 år kalde sig borgmester - uagtet at Knud Kristensen stadig fik flere end dobbelt så mange personlige stemmer end Venstremanden, der fik støtte af SF, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og VestHimmerlandsListen. Habilitetsagen væltede kong Knud. Også Det Radikale Venstre knækkede og røg helt ud af byrådet.
Nye anlæg i sigte
Inden valget havde politikerne gavmildt delt ud af gaveposen til de vesthimmerlandske vælgere. I Aars blev der fundet 110 millioner kroner til et nyt svømmecenter, og Løgstør fik lovning på kommunal medvirken til en ny marina, hvis ellers det lykkes at finde private investorer. Muslingebyen fik også penge til at tage hul på en flytning af Løgstør Stadion. I 2018 etableres der således en kunstgræsbane og en opvisningsbane på de ryddede arealer overfor Lanternen. Pengene slog også til, så det i det nye år skal blive lettere at komme på plejehjem for det stigende antal ældre i kommunen.
Faktisk blev udsigterne for kommunens regnskab for 2017 i løbet af året så lyse, at Beskæftigelsesidvalget sidst på året uden problemer kunne finansiere en ekstraordinær investering på 3,5 millioner kroner i at gøre vores unge elever i folkeskolen mere uddannelsesparate.
Der blev også råd til at færdiggøre det nye rådhus i Aars. Den 16. juni fik borgmester Knud Kristensen overrakt nøglen, og få dage efter stod det gamle, delvist skimmelbefængte rådhus efterladt til en uvis fremtid.
Menighedsrådet i Løgstør vovede i foråret pelsen og præsenterede tegningerne til en ny sognegård, der skal bygges sammen med den 124 år gamle kirke. Menighedens modstand var til at overse, og byggeriet er klar til indvielse inden de kommende konfirmationer sidst på foråret 2018.
I den anden ende af byen lykkedes det Løgstør BIO's Venner at skaffe penge nok til at bygge en ny biograf med to sale. Biografen bliver en del af Lanternens etape 2, der også omfatter et nyt fitnesscenter. Et byggeri, der også står klar til brug i løbet af 2018.
I Aars bygges der også mange boliger, og Messecenter Vesthimmerland fjernede en gammel hal og erstattede den med en funklende ny.
Et endnu større byggeri gik i gang på Markedsvej. Borgmesteren og regionrådsformand Ulla Astman tog 27. april første spadestik til Kimbrerparken, som skal være hjemsted for psykiatriske borgere, der hidtil har boet på Vestervang i Løgstør og Skovvænget i Aalestrup.
Ulv i Vesthimmerland
Hvis nogen var i tvivl, så er det nu slået fast, at ulven er kommet til egnen. Flere vidners iagttagelser er blevet underbygget af en DNA-analyse fra et dræbt får i Tolstrup.
I Ranum blev der en mørk aften den 29. januar slået alarm. Nogen havde sat ild til den gamle svømmehal, som er ejet af Ranum Efterskole. Det viste sig at være tre unge drenge, hvoraf en siden er blevet dømt for ildspåsættelse.
Og der var flere skår i glæden i årets løb. Katastrofen var næsten total, da Limfjordsmuseets turbåd Grevinde Danner i uge 38 fik permanent motorstop. Museet havde ikke kapital til at få båden på vandet igen, men så kom Spar Nord Fonden og reddede turismen med en check på 150.000 kroner til en ny motor.
Markedsføring ude af kontrol
I Vesthimmerlands Kommune er man bevidst om at markedsføre sig for at tiltrække nye borgere. Blandt andet med billedet af en rød sofa og et slogan som "Vores hjemmebane". Men 2017 viste, at helt andre tilfældigheder kan skabe langt større omtale. For eksempel da handelsstandsforeningen i Aars ville pynte byen op til jul og kom slæbende med det, der blev landets grimmeste juletræ. Det gav genlyd langt ud over landets grænser.
Digitale skoletoiletter på Toppedalskolen i Vindblæs fik også kameraerne rettet mod Vesthimmerland, og så måtte innovationsminister Sophie Løhde selvfølgelig også forbi og se hvilken revolution, der er i gang i denne nordjyske kommune.
I løbet af 2017 stod det også klart, at Vesthimmerlands Kommune ikke fik drømmen opfyldt om at gå forrest i implementeringen af førerløse biler. Der røg en enestående chance for positiv markedsføring.
Farvel til Made in Denmark
2017 blev foreløbigt det 4. og sidste år med den store internationale golfturnering i Gatten. Lars Larsen ville ikke finde sig i at blive spist af med håndører i offentlig støtte og rykker derfor i 2018 turneringen til Silkeborg, hvor man tilsyneladende er mere villig til at spytte i rigmandens cigarkasse. Men Made in Denmark lader cigarkassen stå åben, hvis Vesthimmerlands Kommune skulle få lyst til at "købe" turneringen tilbage i 2019.
Vesthimmerlands Vand vinkede farvel til administrationsbygningen i Farsø og flyttede ind hos sin forlovede, Renovest i Oudrup. Det var et arrangeret ægteskab, som træder i kraft i morgen i form af et nyt selskab under navnet Vesthimmerlands Forsyning, der skal stå for affald, spildevand og drikkevand.
I Løgstør blev der omsider taget hul på nedrivningen af de gamle Løgstør Haller.
Kamp om butikker
Erhvervslivet fik travlt i årets løb. Erhvervsskolerne kunne pludselig ikke levere lærlinge nok, og ordrene gav travlhed mange steder. Ikke mindst hos Treco i Aalestrup, der fik en ordre på 7.500 postkasser til det canadiske postvæsen og måtte i gang med at bygge for at udvide produktionen.
I Løgstør ville både Aldi og Rema 1000 gerne i gang med at bygge nye butikker. Blandt andet på den gamle børnehavegrund på Limfjordsvej. Men en grænse på et kort udelukkede den mulighed på denne side af vejen. Det udviklede sig til en stor politisk sag, der blev sparket til et hjørnespark, som først skal sparkes i 2018. I første omgang i form af en ny udviklingsplan for byen.
I Nørrekær Enge rasede krigen for og imod vindmøller. 40 nye af slagsen er på vej, men dansk lov om vindmøller stemmer ikke helt overens med EU's lov på området, og det har udskudt en endelig afgørelse til forløbig 2018.
Boligforening i med- og modvind
Løgstør Boligforening er i årets løb nået langt med renovering og nybyggeri af boligmassen i Løgstør. Det har givet mange flotte og attraktve lejligheder. Men økonomisk er budgettet skredet fuldstændigt i byggefasen. Internt i bestyrelsen slog det gnister, og flere bestyrelsesmedlemmer - herunder bestyrelsesformanden - valgte at forlade skuden i vrede.
Det slog også gnister i Løgstør kirke. Den 12. januar slog lynet ned i kirketårnet og mørklagde dele af byen. Lynnedslaget var så kraftigt, at stikkontakterne i tårnet smeltede, og fortovsfliserne blev skubbet op af overophedede kabler i jorden.
På Livø kom der nyt liv, da det farverige ægtepar Jesper og Ulla Lynge Bergholdt indtog Livø Feriecenter som nye forpagtere, og i Overlade blev der et nyt samlingssted for byens pensionister, som nu lejer sig ind i lokaler på Overlade Friskole.
I Farsø har det knebet med at få solgt den første grund på udstykningen på Idunsvej. Men i 2017 skete det, og det vækker håb om et gennembrud for flere byggerier.
I Hornum var der stor fest i hele byen i august, hvor områdefornyelsen af det gamle baneareal blev markeret på behørig vis. Indvielsen af pladsen slog samtidig fast, at Hornum er byen, hvor Bølle Bob kommer fra. Manden bag Bølle Bob, Gunnar Geertsen, fik pladsen opkaldt efter sig, og Hornum Koret var i denne særlige anledning samlet for at synge nogle af korets elskede numre.
Selv om nærpolitistationerne i Løgstør og Aars lukkede i 2017, var der masser at fejre i 2017. Om 365 dage ved vi, om 2018 bliver lige så festligt.
Godt nytår.