Håndbold: Lokalopgøret mod Nibe blev vundet med 28-26.
Tekst: Per Lyngby
Med nederlaget til Hjørring kom der en smule spænding tilbage i toppen af herrernes 3. division i håndbold, hvor Aalestrup dog stadig har et forspring på 4 point ned til de nærmeste forfølgere.
Fredag aften havde topholdet besøg af Nibe, og med en sejr på 28-26 kom hjemmeholdet igen på sejrskurs, medens afstanden til Hjørring og Hjallerup blev bevaret.
Løgstør har spillet 2 kampe i den forløbne uge, det resulterede i en sejr og et nederlag. Torsdag aften blev Tornby sendt hjem fra Lanternen med et nederlag på 22-16, men lørdag var det så Løgstør, som måtte strække våben, da de på udebane tabte med 17-24 til Hjørring.
Medens Aalestrup topper rækken, ligger Løgstør lunt placeret midt i rækken på en 6. plads.