Når Åhh Abe-festivalen i 2018 blænder op for 4. udgave, bliver det i Christiansmindeskoven.
Tekst og foto: Jacob Dalgaard
I tre år har foreningen Børnehøjde Vesthimmerland serveret en færdiglavet børnekoncert - helt gratis - i Løgstør. Hver gang har det været på havnen omkring Kulturladen, men næste år bliver det i nye omgivelser. Det støt voksende arrangement rykker op i Christiansmindeskoven, som også lægger græs til Løgstør Open Air en uge senere.
De to musikarrangører har samtidig indledt et samarbejde, for at Åhh Abe-festivalen kan drage fordel af den erfaring, som Løgstør Open Air har.
"Ønsket er at tilbyde en endnu højere service, hvor vi håber at kunne trække på den mangeårige viden, der er fra koncertarrangørerne i Løgstør Open Air gruppen for at kunne afholde et endnu bedre arrangement," skriver Børnehøjde Vesthimmerland i en pressemeddelelse.
Åhh Abe-festivalen 2018 er planlagt til den 11. august. Musikprogrammet er endnu ikke på plads, men artisterne vil blive en blanding af underholdning for alle børn, fra de mindste til de ældste børn. Foreningen meddeler, at det fortsat skal være gratis at deltage i Åhh Abe.
Der er også sket fornyelse i bestyrelsen for Børnehøjde Vesthimmerland, hvor Chris Hendriksen Severinsen er indtrådt. Bestyrelsen består desuden af Theresa Berg Andersen og Mette Kjær.