Solrig sommer boostede salget af havemøbler
At brokke sig over sommervejret er en yndet beskæftigelse, der ligger dybt i de fleste danskere. Derfor var sommeren 2018 også en stor overraskelse, der forstummede selv de største brokkehoveder. De rekordmange timers sol, sommerdage og generelt høje temperaturer rykkede hele Danmark ud i naturen, på stranden og ikke mindst i haven.
Den flittige brug af haven kan afmåles direkte i salgstallene fra XL-BYG; der er en af landets største byggemarkedskæder. Salget af havemøbler og -udstyr voksede med hele 22 procent i forhold til året forinden. Tallene dækker over alt fra loungemiljøer, haveborde og – stole samt hynder og gynger.
– Det er en af de største årlige stigninger inden for havemøbler, vi nogensinde har registreret. Og det hænger utvivlsomt sammen med den fantastiske sommer, vi havde. Det er ikke sjovt at være ude i haven, hvis man ikke sidder eller ligger godt, siger Rikke Vedel, der er produktchef for havemøbler og -udstyr i XL-BYG.
På alle produktfamilier, der kunne tænkes at blive brugt udendørs, har XL-BYG oplevet en salgsstigning i forhold til sommeren 2017. Air conditioning er steget med 91 procent, ventilation med 54 procent og 40 procent flere sprøjter, koblinger og vandere blev hevet ned fra hylderne i 2018.
Grillentusiasterne har også været i XL-BYG for at opgradere udstyret, peger tallene på. Salget af grill og grilltilbehør er nemlig også vokset solidt fra 2017 til 2018.