Samtidig med kommunal- og regionsvalget 21. november er der også valg til Ældrerådet i Vesthimmerlands Kommune. Til Ældrerådet har alle borgere, som er fyldt 60 år, stemmeret, og det foregår som de øvrige valg samme dag med valgkort og stemmeseddel.
”Det er glædeligt, at vi har så stor interesse for at stille op til Ældrerådet, og at vi kan afholde et fremmødevalg i stedet for et brevstemmevalg”, siger formand for Ældrerådet Erik Stagsted.
”Det sker ikke alle kommuner, og vi føler i Ældrerådet, at det er et skulderklap til demokratiet i Vesthimmerlands Kommune og til det afgående ældreråds arbejde.”
Alle kommuner skal ifølge loven nedsætte et ældreråd, der skal rådgive kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og være et talerør for de ældre. Kommunen har pligt til at høre Ældrerådet i alle spørgsmål, der vedrører de ældre.
”Vi ældre har den oplevede erfaring. Vi kan i kraft af vores alder bidrage med noget, som ingen andre kan. Vi ved, hvad der fungerer og ikke fungerer for eksempel i forhold til plejehjem, offentlig trafik og tilgængelighed til offentlige bygninger”, fortsætter Erik Stagsted.
”Vi gør en forskel, og som eksempel kan vi tage sundhedsområdet, hvor kommunen arbejder med en ”kvalitetsstandard” for den akutte indsats for dem, der lige er kommet hjem fra hospitalet eller kræver hjælp, der kan forebygge indlæggelse. Når kommunalbestyrelsen har besluttet sig til, hvordan den vil lægge serviceniveauet, så sender den forslaget i høring. Her har Ældrerådet muligheden for at gøre sin indflydelsen gældende, og det gør vi ved at lave grundigt diskuteret høringssvar.”
Godt 10.000 borgere over 60 år har stemmeret til Ældrerådet. Der er opstillet 14 kandidater til de 11 pladser. For det nuværende Ældreråd er det vigtigt med en stor valgdeltagelse og et bredt mandat til det nye råd.
”Vi vil i Ældrerådet gerne opfordre alle stemmeberettigede til at stemme til valget. Det giver den nødvendige vægt, når vi rådgiver kommunalbestyrelsen. Vi har mange forskellige repræsentanter og synspunkter, men vi arbejder seriøst og engageret for i fællesskab at tale de ældres sag. Vi arbejder både for dem, der er friske, og dem der ikke er det. Vi arbejder for alle ældres interesser”.