Forårets sponsormatcher blev afsluttet i Løgstør Golfklub i søndagens match, hvor XL-Tømmergården var sponsor.
40 spillere deltog i matchen, som blev afviklet i meget blandet vejr. Dagen startede med flot sol og frisk vind, som tog til hen over dagen og sluttede med en ret kraftig regnbyge.
Deltagerne var delt op i 2 næsten lige store rækker, hvor begge spillede stableford. I A-rækken vandt Per Olsen med 34 point foran Inger Dalsgaard med 33 og Edvard Andersen med 32 og Morten Eskildsen med 31 point.
I B-rækken vandt Søren Ahlburg med 36 point foran Jens Andreassen og Anders Veggerby begge med 31 og Niels Viborg nr. 4 med 30 point.
Der blev også kæmpet om at komme nærmest hullet på alle par 3 hullerne. Ingen formåede at ramme greenen på hul 2 og 5, hvor vinderne blev fundet ved lodtrækning. Tættest flaget på hul 8 i 2. slag vandt Jan K. Larsen med 1,52 hos herrerne og Karina Christensen med 2,82 hos damerne. På hul 11 vandt Keld Jensen med kun 28 cm og Inger Dalsgaard med 1,72 meter hos damerne. Hul 15 snuppede Benny Christensen med 46 cm., og Søren Ahlburg med 3,18 meter.
I søndagens match kvalificerede Per Olsen og Edvard Andersen til at deltage i Regionsmesterskabet i SGN-samarbejdet for A-rækken og Inger Dalsgaard og Jens Andreassen i B-rækken. Finalerne afvikles i år i Rold Skov Golfklub den 13. august 2017.
Endelig blev finalisterne til landsfinalerne i Abacus Club Cup fundet. Her blev vinderne Dan Bang (A), Per Olsen (B), Inger Dalsgaard (C) og Søren Ahlburg (D) og Carsten Vestby i E-gruppen. Denne finale finder sted i Aalborg Golfklub den 17. sept. 2017.
Efter matchen samledes spillerne, hvor de nød grillpølser og brød og pølser sponseret af XL-Tømmergården sammen med en øl/vand eller et glas vin. Ole Strange fra XL-Tømmergården uddelte de mange flotte præmier.