Torsdag d. 1. december 2022 - Årgang 17

Vindblæs rykker op i serie 3

12-11-2022

Fodbold: Vinder play off kamp efter forlænget spilletid.

Tekst: Per Lyngby  Collage: Vindblæs IK Facebookside

Der var fest i Vindblæs lørdag aften efter at byens fodboldhold havde vundet sin anden play off kamp og dermed sikret sig oprykning til serie 3 til foråret.

Den anden og afgørende kamp blev spillet på udebane mod Sulsted, som var sluttet 3. sidst i deres serie 3 pulje og derfor måtte ud i en kamp om at redde sig - eller blive degraderet.

Og Sulsted må ned i serie 4, medens Vindblæs suser op i serie 3 efter en dramatisk kamp med to straffespark og omkamp og et rødt kort, inden der var fundet en vinder.

Vesthimmerlændingene måtte dog igennem en del modgang, før billetterne til serie 3 var sikret. Sulsted bragte sig foran efter mindre end 10 minutters spil, og da holdet også scorede til 2-0 på straffespark kort inde i anden halvleg, så det sort ud for “kalvene” fra Vindblæs. Fem minutter senere var der dog reduceret til 1-2, da Emil Lystbæk scorede på straffespark, og det blev 2-2 efter et kvarter i anden halvleg - denne gang ved Kasper Bach Larsen.

Stillingen 2-2 holdt tiden ud, og dermed måtte holdene ud i to gange 15 minutters forlænget spilletid. Simon Musaeus Nielsen bragte Vindblæs på sejrskurs med en scoring til 3-2, og da samme spiller også scorede til 4-2 begyndte det for alvor at ligne noget. Hjemmeholdet kæmpede dog til det sidste og fik også reduceret til 3-4, men senere blev de også reduceret med en mand efter et rødt kort, og så var vejen banet til serie 3 for Vindblæs.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!