Mandag d. 15. august 2022 - Årgang 17

Vild afslutning i Farsøs opgør mod Løgstør

26-05-2022

Fodbold: FUIK vendte 1-3 til 4-3 på 20 minutter.

Tekst: Per Lyngby

Da der var spillet 70 minutter af jyllandsseriekampen mellem FUIK og Løgstør på Farsø Stadion, troede de fleste af de mange tilskuere til lokalopgøret, at Løgstør skulle vinde kampen. Stillingen var nemlig 3-1 til gæsterne, som syntes at være i kontrol. Men så tog hjemmeholdet fat, og på en vild afslutning blev et truende nederlag vendt til sejr.

Frederik Haubro Christensen bragte Løgstør i front efter små 20 minutters spil, og få minutter senere blev det også 2-0 - denne gang ved Oliver Dam Andersen. Efter en halv time fik hjemmeholdet nyt håb, da Jonas Sneftrup reducerede til 1-2, som også var stillingen ved pausen.

20 minutter inde i anden halvleg scorede Mathias Toft Andreassen til 3-1, og dermed var Løgstør på vej mod en tiltrængt sejr. Men da Lasse Jensen 2 minutter senere reducerede til 2-3 fik FUIK nyt håb, og ikke mindst indskiftede Japhet Bifulu gjorde en forskel med 2 scoringer i de sidste 8 minutter.

"Ja, det var en vild afslutning. Vi spiller elendigt de første 60 minutter, hvor Løgstør holder en god gameplan og er skarpe på tingene. Vi viser dog enorm moral og får kæmpet os tilbage. Løgstør går død til sidst, og så viser vores bænk stor kvalitet", lød det efter kampen fra FUIK-træner Rudi Møller.

I den modsatte lejr var der naturligvis skuffelse, men også anerkendelse:

"Vi kan bare ikke vinde fodboldkampe for tiden, men kæmpe ros til FUIK for bare at køre på, selv om de var bagud. De har den tro på tingene, som vi mangler, og som kun sejre kan give. Vi må erkende, at det bliver svært for os nu", sagde LIF-træner Jimmy Støttrup Jensen.

Resultatet betyder, at FUIK rykker op midt i tabellen med 15 point, medens Løgstør ligger sidst med bare 5 point, hvor der mangler 4 spillerunder.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!