Fodbold: St. Restrup er rent guf for Strandby, som nu har besejret dem to gange i foråret.
Tekst og foto: Per Lyngby
Der kom 3 særdeles vigtige point på kontoen til Jens Bojer og hans Strandby-mandskab, som søndag vandt en vigtig sejr i serie 2. På udebane blev det 2-0 over St. Restrup, som man tidligere på foråret besejrede med 6-1.
Per Nielsen sørgede for en god start til Strandby, da han allerede efter 12 minutter nettede til 1-0. Der blev anledning til mere jubel efter en lille halv time, da Mikkel Pedersen hamrede føringen på 2-0 i nettet.
Anden halvleg slutter uden scoringer til nogen af holdene, men til gengæld indkasserede Strandbys Lasse Jensen sit andet gule kort og dermed rødt i overtiden, hvilket ikke fik den store betydning for kampen. Han kan dog se frem til karantæne i næste kamp, hvor Strandby formentlig må undvære den hurtige angriber i hjemmekampen mod topholdet Aabybro fredag aften.