Fredag d. 18. maj 2012
Årgang 7
Telefon: 3012 6000
info@lokaltindblik.dk

Overlade Byfest fortsætter i dag med firmafodbold, grillgris og alkoholfrit diskotek mm.

Udebanesejr til Team Vesthimmerlands damer

28-11-2011

TVH's damer i 2. division bevarer 3. pladsen i puljen efter en sejr på 26-19 over Aalborg KFUM 2

Team Vesthimmerlands damer gæstede søndag KFUM-hallen i kampen mod Aalborg DH's andethold, der inden kampens start indtog puljens 5. plads kun 3 point efter TVH. TVH havde meget fokus på holdets eget spil, eftersom Aalborg KFUM er svært at forberede sig på, da de som andethold har en meget varieret holdopstilling, og da der netop nu er julepause i damernes liga, havde hjemmeholdet gode muligheder for at hive en stor del af "kavaleriet" med.

Fra kampens start var spillet en blandet fornøjelse, da både ude-og hjemmehold præsterede en del tekniske fejl, især i kontrafasen. TVH startede dog bedst ud og bragte sig hurtigt foran med 2-3 mål. Værterne indhentede dog hurtigt denne føring, hvorefter holdene fulgtes ad det meste af kampens 1. halvleg. TVH trak dog fra i halvlegens sidste minutter, hvorefter de kunne gå til halvleg med stillingen 15-12.

Aalborg KFUM kom bedst fra start i kampens anden halvdel, og efter få minutter hentede hjemmeholdet gæsternes føring, og kampen var igen helt lige. Herefter trak pigerne fra Team Vesthimmerland fra og med en velspillende Mathilde Henriksen, der i dagens anledning befandt sig på stregen, bragte pigerne sig foran med 4 mål med 10 minutter tilbage af kampen, og gæsterne begyndte at lugte to point.

Team Vesthimmerlands damer satte sig på de sidste 10 minutter af kampen og på trods af få misforståelser i forsvaret, enkelte fejlafleveringer i kontrafasen og tre brændte straffekast, så var sejren "aldrig" i fare, og TVH kunne tilføje endnu to point på kontoen. Alt i alt spillede pigerne en fornuftig kamp, hvor holdet kun lukkede 19 mål ind (7 i anden halvleg) , dog godt hjulpet på vej af en velforberedt og storspillende Line Dalen i målet. Pernille Pedersen havde med sine 10 mål i hjemmeholdets netmasker også en stor andel i kampens resultat til 26-19.

Efter weekendens resultater fastholder Team Vesthimmerlands damer stadig puljens 3. plads. med 13 point, kun overgået af Vendsyssel Håndbold og Hadsten Sports Klub med hhv. 14 og 18 point.

Næste søndags modstander, Randers HK 2, indtager med 8 point puljens 7. plads. Randers HK 2 er ligesom Aalborg KFUM andethold, hvilket kan have en del indflydelse på holdets opstilling. Kampen spilles søndag i Dronning Ingrid Hallerne i Farsø kl. 15.30. Pigerne håber på stor tilskueropbakning i jagten på 2 point, så man fortsat kan befinde sig i toppen af 2. division.

Målscorere for Team Vesthimmerland: Pernille Pedersen (10), Louise Mortensen (6), Mathilde Henriksen (4), Vibeke Jakobsen (3) Christina Truelsen, Michelle Nielsen og Julie Heisz (1).
 

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!