Det er lykkedes for Team Vesthimmerland, at hente et af verdens bedste hold til Himmerland for at spille en sommerkamp.
Team Vesthimmerland kan med stolthed præsentere de tyske vicemestre Rein Neckar Løwen i kamp i Dr. Ingridhallerne torsdag den 30. juli.
"Kampen er kommet i stand i samarbejde med vores klubvenner, Aalborg Håndbold. Aalborg står for at arrangere en træningslejr for Rein Neckar Løwen, og de skal spille to træningskampe på opholdet, hvoraf den ene så bliver mod Team Vesthimmerland og Aalborg den anden," fortæller Morten Nielsen fra Team Vesthimmerland.
Det er de helt store navne der kommer på besøg i Farsø denne torsdag. Det er med verdensklassespillere fra flere af de store landshold på alle pladser på holdet. Det er blandt andet danske Mads Mensah Larsen, svenske Kim Ekdahl Du Reitz, islandske Alexsander Petterson, schweiziskee Andy Schmid, spanske Gedeon Guardiolla suppleret med en flok tyske landsholdsspillere såsom Uwe Genzheimer, Patrick Groetzki og ikke mindst den danske træner Nikolaj Jacobsen.
"Klubben glæder sig til at fremvise dette hold for de himmerlandske tilskuere. Vel vidende at kampen nok ligger i flere folks sommerferie, håber vi på at kunne trække fulde huse til kampen," siger Morten Nielsen og fortsætter:
"Da det ikke ligefrem er hver dag sådan en chance opstår, var vi heller ikke længe om at sige ja tak hertil. Vi vil lave det til en havefest med spise- og øltelt, hvor Det lille slagteri vil komme og traktere med deres grill inden kampen."
For at kunne få et hold som Rein Neckar Løwen til at komme til Farsø og spille kamp, har Team Vesthimmerland været ude og hente ekstraordinær støtte fra vores hovedsponsoren Thisted Forsikring og topsponsor Den Jyske Sparekasse. Uden dem ville kampen ikke økonomisk kunne hænge sammen.