Håndbold: TVH har nu Skovbakken lige i haserne efternederlag til Tønder.
Tekst og foto: Per Lyngby
Der var på forhånd ikke de store forventninger om,at TVH’s håndboldherrer ville få pointudbytte af lørdagens hjemmekamp mod Tønder, som spiller med i toppen af rækken. Sønderjyderne viste sig da også at være for stor en mundfuld, da kampen sluttede med en Tøndersejr på 29-22.
Første halvleg var ganske lige med skiftende føringer til de to hold. Mod slutningen trak Tønder en smule fra og gik til pausen med en føring på 14-12. Men halvlegen igennem viste TVH, at de kunne spille op med gæsterne.
Det første kvarter af anden halvleg blev lidt af et katastrofe for TVH, som skulle helt hen til det fjortende minut før de fik scoret deres første mål i halvlegen. Inden da havde Tønder scoret ganske flittigt - syv gange i alt, så de var foran med 21-12, da hjemmeholdet endelig kom på tavlen igen. Til gengæld var der livlig trafik på og omkring udskiftningsbænken, hvor TVH løb ind i to udvisninger og brugte muligheden for time out to gange i samme periode.
I den resterende del af kampen sad Tønder på det meste - holdet var foran med 28-18, inden de til slut lod hjemmeholdet komme lidt til fadet og pynte på resultatet, som kom til at lyde på 29-22.
Jens Christian Braüner blev endnu en gang topscorer for TVH - denne gang med 5 mål.
Samtidig med TVH’s nederlag sikrede Skovbakken sig et vigtigt point i deres kamp, således at århusianerne lige under stregen nu er på pointhøjde med TVH. De to hold mødes i Farsø i sidste spillerunde, hvor der kan være lagt op til et brag af en kamp. Inden da venter der dog vesthimmerlændingene to svære udekampe, først på Fyn mos SUS Nyborg og derefter på Sjælland mod det ubestridte tophold Team Nordsjælland.