Tirsdag aften kl 20.00 gæstede damerne fra Team Vesthimmerland puljens absolutte bundhold, Tjørring Idrætsforening, der inden tirsdagens opgør endnu ikke havde indkasseret sæsonens første point.TVH's damer var bestemt heller ikke indstillet på at være de første til at afgive point til aftenens modstander.
Til trods for Tjørrings bundplacering var pigerne opmærksomme på ikke at undervurdere værterne, eftersom hjemmeholdet inden opgøret ikke havde tilbragt over halvanden time i bus på en hveraften, hvilket var tilfældet for TVH. Opskriften på sejr var klar: Forsvaret skulle stabiliseres, "kontraraketten" fungere og afslutningerne udmøntes i scoringer.
Holdene fulgtes fint ad fra start, dog stod der Team Vesthimmerland på det meste af første halvleg. Anden halvleg bød på meget bedre forsvarsspil, flere tacklinger og endnu flere kontramål, hvorfor TVH stille og roligt kunne trække endnu mere fra og hente en komfortabel 11-måls sejr hjem.
Der var på intet tidspunkt tvivl om en vesthimmerlandsk sejr, men alligevel kæmpede pigerne en brav kamp på en aften, hvor alle spillere kom på måltavlen. Sejren var en holdindsats, hvor Pernille Pedersen endnu engang brillierede for TVH, men også Vibeke Jakobsen havde en afgørende rolle i kampens kontraspil og målgivende afleveringer.
Efter tirsdagens opgør venter puljens suveræne tophold, Hadsten Sports Klub. Holdet gæster Dronning Ingrid Hallerne søndag den. 29. januar kl. 14.00, hvor TVH vil gøre alt for at blive det første hold, der fratager 1. divisionskandidaterne point. Holdenes første opgør blev en tæt affære, hvor udfaldet af kampen først blev afgjort i de sidste minutter. Der er derfor lagt op til et håndboldbrag af de helt store, hvor pigerne behøver al den opbakning, de overhovedet kan få.
Målscorere for Team Vesthimmerland mod Tjørring: Pernille Pedersen (12), Vibeke Jakobsen (7), Michelle Nielsen (4), Mathilde Henriksen, Thea Olesen, Line Dalum, Christina Truelsen, Anne Dalum (2) og Rikke Madsen (1)