Fodbold: Gæsterne havde chancerne til sejr - men hjemmeholdet Gundersted vandt.
Tekst & foto: Per Lyngby
Det har været stolpe ud for Strandby i dette efterår, hvor marginalerne bestemt ikke har været på de grønstribedes side. Således heller ikke sent søndag eftermiddag, hvor det noget ufortjent blev til et 0-2 nederlag på udebane mod Gundersted.
“Det blev ikke nogen køn kamp. Men må sige, at der var kynismen til forskel på de to hold. For vi var virkelig på hælene i første halvleg. Vi var slet ikke klar på Strandbys fysiske udlæg, og de kunne nemt have ført ved halvleg. Skud på træværket og flere redninger fra Jakob Strange gjorde, at vi kom til pausen med 1- 0 ved en scoring af Kristian Skriver”, erkender Gundersteds Mikkel Lindhardt Hansen.
Det var Strandbys Anders Kjær som to gange måtte se overliggeren komme i vejen for gode forsøg, og senere måtte Patrick Borup også se et forsøg prelle af mod stolpen.
Efter pausen kom Gundersted bedre med, og det lykkedes at få lukket ned for Strandbys fart og fysik. Kampen blev reelt lukket, da Karsten Munk med et følt langskud gjorde det til 2-0. Det lykkedes ikke for gæsterne at komme til scoring - heller ikke i en periode, hvor Gundersteds målmand var ude med gult kort i 10 minutter.
I næste runde skal Gundersted onsdag møde topholdet Ulbjerg på udebane, medens Strandby i weekenden møder Nørager-Rørbæk, ligeledes på udebane.