Fodbold serie 1: Topholdet Thisted havde helt styr på vesthimmerlændingene, der også fik en mand vist ud.
Af Per Lyngby
Thy-mandskabet var da også det klart bedste hold denne aften på Farsø Stadion, hvor holdet allerede i første halvleg bragte sig på vinderkurs med en scoring til 1-0. Efter pausen havde FUIK et par gode muligheder i halvlegens indledning, men i begge tilfælde blev der afsluttet for svagt.
Derefter var det igen Thisted, som svingede taktstokken, og da Lasse Nymand ikke fik hold på bolden, havnede den hos en Thisted-spiller, som havde let ved at øge føringen til 2-0.
De teknisk velfunderede spillere på det gæstende hold formåede i stort set resten af kampen at presse FUIK tilbage på egen banehavldel, hvor de havde nok at gøre med at forsvare sig. Når man fik fat i bolden, blev den i de fleste tilfælde hurtigt smidt væk igen, og da man yderligere fik Kristoffer Nørgaard udvist i 10 minutter, var det svære betingelser. Bortset fra en enkelt mulighed i de sidste minutter blev det ikke til mere, og dermed blev det til tredje nederlag på stribe for FUIK-mandskabet.
Næste fredag spiller FUIK igen på hjemmebane mod et hold fra Thy, idet man får besøg af Hurup, som ligger i bunden med blot et enkelt point efter fire kampe.