Mandag d. 15. august 2022 - Årgang 17

To vigtige Aars-sejre

06-06-2022

Fodbold: Førsteholdet tæt på oprykning, andetholdet på vej mod redning i serie 2.

Aars IK er i foråret repræsenteret med to hold i serie 2, og de kæmper i hver sin ende af deres respektive puljer, Førsteholdet styrer mod oprykning, medens andetholdet tumler rundt i bunden og kæmper indædt for at slippe fri af nedrykning.

Aars 1 var på besøg i Randers-forstaden Hornbæk, hvor det lokale bundhold ikke kunne stille meget op mod de sejrssikre spillere fra Aars. En ensidig kamp sluttede med en sikker sejr på 4-0 til Aars.

"Vi spiller igen en super koncentreret kamp, både med hensyn til det energimæssige og det spillemæssige. Det gør, at de stort set ikke kommer til en chance, hvor vi omvendt godt kunne forlange mere skarphed på de mange store chancer, vi skaber, gennem hele kampen. Det er dog kun de brændte chancer jeg kan rette en smule kritik af, men det er nok heller ikke helt retfærdig, når vi trods alt scorer 4 mål. Så alt i alt er super god kamp af alle.", sagde træner Morten Freundlich efter kampen, som sender Aars op på førstepladsen i puljen med to spillerunder tilbage.

Andetholdet har på det seneste overrasket ved at spille uafgjort mod to tophold, og mandag stod endnu et af slagsen på menuen, da Nibe gæstede Sondrup Park. Akkurat som i de to klubbers første møde slugte kimbrerne sildene råt: 2-1 stod der til Aars, da kampen var slut.

Sejren betyder, at Aars selv kan afgøre deres skæbne i den spændende bundkamp, hvor 5 hold kan slutte på de 2 direkte nedrykningspladser.

"Nibe er gode på bolden men ret nemme at læse. Men vi var også gode i dag. Efter fadæsen mod Nørager aftale vi egentlig ikke at kigge på stillingen og udelukkende fokusere på præstationerne, som især er vigtigst for os som andethold. Men nu er det da svært ikke at have et øje på stillingen, og det kan blive antiklimaks i den sidste kamp i Hornum", forudser træner Kristian Skriver med henvisning til, at Aars i sidste spillerunde skal møde hans gamle klub Hornum på udebane i noget, der ligner lidt af en skæbnekamp for begge hold.

Inden den kamp skal Aars i den kommende weekend møde Skalborg, som også er blandt holdene i nedrykningsdramaet.

Grundlagt 1. februar 2006         Redaktør: Jacob Dalgaard           Telefon: 3012 6000             info@lokaltindblik.dk 

Weltklasse!