Fodbold serie 3: Historisk stor sejr, da Hornum vandt med 7-0 i Tjele Vest.
Tekst og foto: Per Lyngby
I sæsonoptakten skrev vi her på Lokaltindblik.dk, at Hornum har været et særdeles underholdende og målrigt bekendtskab i foråret. Det er åbenbart en stil, de blå fra markedsbyen agter at fortsætter, hvis efterårespremieren er et billede på, hvad holdet har at byde på.
Hjemmeholdet Tjele Vest kom slet ikke til fadet på Vammen Stadion, da et veloplagt Hornum-hold på det nærmeste udraderede dem med en knusende sejr på 7-0.
Allerede ved pausen var stillingen 4-0 på mål af Lasse “Palle” Nielsen og Mads Rask, som begge var på pletten to gange. Efter pausen fortsatte festlighederne - ikke mindst for Mads Rask, som scorede til 5-0 og 6-0, inden Kasper Larsen satte punktum med målet til 7-0.
Fra Hornum lyder det, at ingen umiddelbart kan mindes, at klubbens førstehold nogensinde har vundet så stort i en serie 3 kamp, og sejren hører også til blandt de største for klubben i nyere tid.
I den kommende weekend kommer holdet formentlig på en noget sværere opgave mod Strandby, som kom for fra start med en sejr på 3-0 over Kvik-Aalestrup og som faktisk også vandt med 1-0, da de to hold mødtes i en træningskamp op til sæsonstarten.