Efter et par måneder med "Sommerhåndbold" og sommerpause, er TVH's U-18 Herrer ved at være klar til at tage fat på sæson 2016-17. Dette kommer til at ske under Cheftræner Michael Svenstrup og Træner Niels Krogsgaards kyndige ledelse.
Michael Svenstrup er selv gammel TVH dreng, hvor han har vogtet målet - senest har han trænet Løgstør HK´s 3. div Herrer. Niels Krogsgaard var sidste sæson en af trænerne på Aars HK´s U-16 drenge 1 div. og har også tidligere været tilknyttet kreds 2 som kredstræner. Som holdleder har man lavet aftale med Tom Sørensen fra Aalestrup.
For U-18 er der tale om årgangene 99-98 - senest de var sammen vandt de deres 2. div. række i en sidste alt eller intet hjemmekamp mod Lægaarden´s Idrætsefterskole. Her kan man nikke genkendende til den ene af denne sæsons trænere Niels Krogsgaard, der sammen med klubmanden Lars Hansen overtog holdet efter en lidt skidt start på sæsonen og førte dem til kampen om Jydsk mesterskab.
Der har været en del udskiftninger på holdet idet et par stykker har søgt nye udfordringer og en er ude at rejse, men samtidig er alle TVH´s Efterskoledrenge tilbage på holdet.
Der er også som tidligere stadig tale om at spillerne kommer mange steder fra i det vest Himmerlandske : Aalestrup, Aars , Farsø og Suldrup - men også udenfor Vesthimmerland er der flere der finder vej til holdet, hvilket kun er glædeligt for såvel holdet, som konkurrencen og mangfoldigheden - det er nemlig et hold og en sæson, hvor der er plads til at alle kan få muligheder, man kan gennem udvikling og træningsindsats komme i betragtning - intet er givet på forhånd.
Som tidligere nævnt har U-18 herrerne sommertrænet, det har de bla. gjort med TVH´s 2.div og 3. div. Herrer, og lad det bare være sagt : Det har været hårdt, der har været en forskel som der også bør være, men det har også været sundt , og drengene har taget kampen op med de indlagte øretæver der automatisk var en del af det - Drengene har hurtigt fundet ud af at : Tempo , tempo og tempo er alt afgørende mod nogen der er 15-20 kilo tungere.