Kampen startede med Team Vesthimmerland i teten, og de bragte sig hurtigt på 4-1, takket være tålmodigt angrebsspil, hvor Rasmus Carlsen startede suverænt med de 3 første mål. Forsvaret åbnede endnu engang i en skæv 5-1-formation for at tække Stoholms stærkeste skytte, Tobias Ellebæk, og den fungerede rigtig godt i starten, hvor Stoholm kom til pressede afslutninger, som Michael Svenstrup tog sig af i målet. De to hold kunne gå til pause med en 14-13 føring til hjemmeholdet fra Team Vesthimmerland.
Efter pausen virkede det dog til at momentum var skiftet til Stoholm, og de kom hurtigt foran. TVH’s angrebsspil havde ikke samme flow som i 1. halvleg, og brændte chancer og dårlige afslutninger skabte kontramuligheder for Stoholm. Gæsterne trak langsomt fra, og med 10 minutter igen var stillingen 20-24, og stemningen var god blandt de mange tilrejsende tilskuere fra Stoholm, mens der omvendt var mere stille i resten af hallen.
Det så håbløst ud, men Team Vesthimmerland giver ikke op før hornet har lydt. Kampen begyndte at vende igen, og samtidig med Stoholms første udvisning, begyndte hjemmeholdet at spise sig ind på Stoholm. Michael Svenstrup begyndte igen at tage fra i TVH-målet, og endnu en udvisning til Stoholm betød at TVH gik fra 20-24 til 25-24. Stemningen i hallen blev mod slutningen meget intens, og på banen var der stillingskrig med 25-25. Til sidst hjalp et meget medlevende og larmende publikum til at presse de sidste procenter ud af TVH der trak sig sejrrigt ud af kampen med slutresultatet 28-26, og satte dermed to meget vigtige point på kontoen i bundkampen.
Målscorere for Team Vesthimmerland: Rasmus Carlsen 11, Lars Jakobsen 6, Mads Christensen 4, Alex Jørgensen 2, Rene Antonsen 2, Kasper Bie Rode 1, Lasse Hosbond Larsen 1, Martin Nørager 1.
Næste hjemmekamp er den 26. februar kl. 15.30 mod Vejle i Dronning Ingridhallerne i Farsø.