Team Vesthimmerland starter sæsonen med kampen på torsdag, der spilles i Farsø mod de tyske vicemestre fra Rein Neckar Løwen. TVH holdet skal møde Rein Neckar Løwen, der er på træningsophold i det nordjyske i denne uge.
"Vi håber, at der trods sommerferie kommer mange og ser kampen mod de tyske verdensstjerner som Uwe Genzheimer, Alexsander Petterson, Patrick Gretzski og danske Mads Mensa Larsen," siger Morten Nielsen fra Team Vesthimmerland.
Der er op til kampen arrangeret stort grillaragement, således at man fra kl. 17.00 kan komme og spise lækkert grillmad før kampen, som spilles kl. 19.30. Da sommer vejret ikke viser sig fra sin allerbedste side i disse dage, bliver der til lejligheden stillet et stort telt med borde og stole op, hvor folk kan komme og hygge sig inden kampen med god mad og kolde fadøl.
Der er til kampen fra klubbens hovedsponsor Thisted Forsikring lavet et spændende nyt tiltag. Der skal spilles ”Thisted Forsikring timeout bingo”. Det går ud på at kaste med ærteposer mod midtercirklen, og dermed finde tallene til bingopladen. Thisted Forsikring har blandt andet stillet en iPad2 16 guld på højkant til en værdi på 3500 kr. Det sker i timeouts og pausen i kampen.
Debut til to spillere
TVH er til kampen uden deres nye stregspiller Magnus Saugstrup, der er til VM for U21. Der er til gengæld debut til to andre nye spillere i kampen mod Rein Neckar Løwen. Alexsander Jakobsen er den nye keeper i klubben. Alexsander kommer til TVH fra Lemvig. Klubben har lavet en to- årig kontrakt med Alexsander, der skal afløse Michael Madsen i målet.
Steffen Sahlholt, der har slået sine folder i Randers i forrige sæson, er ligeledes at finde i TVH i denne sæson. Steffen er venstre back, og med sine 200 cm. rager han godt op og kan skyde langt ude fra som sin største kompetence.
Straks efter kampen mod Rein Neckar Løwen,skal holdet begynde at tænke på næste kamp. Det er d. 25 august. Det er hjemme mod de danske vicemestre fra Skjern, som holdet skal møde i landspokalen i Idrætscenter Østermarken.
Så det er hold fra den øverste hylde Christian Back smider sine tropper i kamp mod fra sæsonstarten, inden den første turneringskamp 4. sept. mod Michael Madsens nye hold Sydhavsørene.