Team Vesthimmerland sikrede sig i lørdags 2 meget vigtige point i bundstriden i 1. division med en sejr over det sjællandske håndboldsamarbejde HØJ fra Ølstykke.
Kampen startede meget skidt for hjemmeholdet, da de hurtigt kom bagud 0-4. Herefter begyndte angrebsspillet at blive mere individuelt, og det var bestemt ikke kønt at se på. HØJ var i teten, og bragte sig foran med 7 mål 4-11, og det så ikke godt ud for hjemmeholdet. Der kom dog noget medvind, og Sune Thorstensen tog ansvar, og selvom det ikke var kønt, så kom hjemmeholdet op på 10-12, og det virkede som om Team Vesthimmerland kom op i gear. Men et par dårlige afslutninger var skyld i, at HØJ igen kom foran med 4 mål, og den føring holdt til halvlegsresultatet 12-16.
Det var et forvandlet Team Vesthimmerland, der kom ud fra omklædningsrummet til 2. halvleg. Gejst, sammenhold og udstråling var på et helt andet niveau i forhold til 1. halvleg. Forsvaret blev ændret, således HØJ’s dygtige playmaker, den tidligere liga-spiller Kenneth Olsen, kunne blive holdt i kortere snor.
Denne taktik virkede, og forsvaret med en velspillende Alex Jørgensen fremme, stod rigtig godt i 2. halvleg. Angrebsspillet blev samtidig mere tempofyldt og flydende, og den slags chancer, der blev brændt i 1. halvleg, blev omsat til scoringer i 2. halvleg. Forspringet blev hurtigt bragt ned på 1 enkelt mål, men helt op og udligne kunne hjemmeholdet ikke. Hver gang det var tæt på, blev der lavet en eller to fejl i angrebet, og så kom HØJ foran med 3, og sådan var scenariet flere gange.
Lasse Hosbond fik styret angrebsspillet med gode aftaler, og Rasmus Carlsen viste prøver på hurtige fødder, og det førte til den længe ventede udligning. Luften begyndte så småt at gå af ballonen for HØJ, der efter at have mistet deres hårdtskydende venstre back, Mark Eckman, til 3x2 minutter og dermed rødt kort, ikke havde meget at skifte ud med. Og endnu engang havde Team Vesthimmerland stor succes med at lave helbanepres i overtal, som der blev vundet mange bolde på, samtidig med at det kostede kræfter for HØJ. Det blev en spændende afslutning, og HØJ’s målmand afgjorde reelt kampen, da han brokkede sig til en 2 minutters udvisning, og i samme situation et rødt kort, over en straffekast-kendelse.
Efter dette kom Team Vesthimmerland afgørende foran og lukkede kampen, der havde en dårlig og en god halvleg, med et flot vip fra Lasse Hosbond til Alex Jørgensen, hvilket cementerede sejren, der blev på 31-27.
Målscorere: Mads Christensen 6, Lasse Hosbond 6, Rasmus Carlsen 6, Alex Jørgensen 4, Sune Thorstensen 3, Martin Nørager 3, Kim Bertelsen 2, René Antonsen 1.
Næste kamp er udebanekampen mod FIF på lørdag, hvor over 50 mennesker kører med til Frederiksberg i bus og støtter holdet, mens næste hjemmekamp er lørdag d. 26. november kl. 16 i Idrætscenter Østermarken.