Håndbold: Trods udfald undervejs blev det til en sikker hjemmesejr over Brabrand.
Tekst: Per Lyngby
Efter en forrygende indledning på sæsonen med tre sejre på stribe og masser af gang i målscoringen, har der i en periode været lidt flere nederlag og knap så mange mål i Farsø HK's håndbolddamer i 2. division. Holdene fra den bedste halvdel af rækken har simpelthen været for stærke for Farsø-damerne.
Søndag var det Brabrand fra den tungere del af tabellen, som var på visit i Dronning Ingrid Hallerne, og fra kampens start var der ikke den store gæstfrihed hos værterne, som hurtigt bragte sig foran med 3-0, før Brabrand fik lov at score.
I det hele taget lykkedes alt for hjemmeholdet i kampens første 15 minutter, hvor forsvaret havde godt fat, og hvor næsten hver eneste angreb blev afsluttet med en scoring. Fra stillingen 9-3 begyndte gæsterne langsomt at hale ind på Farsøs sikre føring, som skrumpede ind til 11-9, bl.a. i en periode, hvor Brabrand var i undertal og formåede at score 2 gange uden modsvar. Farsø formåede dog at holde føringen på to mål frem til pausen, hvor stillingen var 14-12.
Anden halvleg startede igen lige, hvor holdene skiftedes til at score - eller brænde. Fra 19-16 kom der igen lidt snit over hjemmeholdets angrebsspil - ikke mindst takket være en velspillende Pernille Dalsgaard Lysdahl, som formåede at sætte tempo i angrebsspillet med rutine og overblik. Det blev 22-16, 25-18 og til slut 28-19 til Farsø, som i det sidste kvarter løb Brabrand helt over ende.
Set over hele kampen var sejren fortjent - ikke mindst takket være et godt første og sidste kvarter, hvor der i perioder var klasseforskel på holdene.
Med sejren ligger Farsø lunt placeret midt i rækken med 11 point.