Fodbold: Træværket stod endnu en gang i vejen for bundholdet.
Tekst & foto: Per Lyngby
Det er som regel sådan, at det er stolpe ud for bundholdene, medens det er stolpe ind for topholdene. Sådan er mønsteret også i serie 2, hvor Strandby endnu en gang havde marginalerne imod sig, da de på udebane var ude i et vitalt bundopgør mod Nørager-Rørbæk.
I første halvleg måtte de grønstribede således for mindst tredje kamp i træk se målrammen komme i vejen for at vigtigt føringsmål. Morten Høstgaards sendte en frisparksbold på overliggeren, og i stedet for scoring til Strandby blev det senere i halvlegen til et straffespark til hjemmeholdet, som udnyttede muligheden fra 11-meter pletten til at sikre sig en halvlegsføring på 1-0 - trods flere gode scoringsmuligheder til Strandby, som dog i et enkelt tilfælde også måtte takke målmand Mike Bunde for en vigtig redning.
I anden halvleg bliver det også 2-0 til Nørager-Rørbæk, inden Strandby med 5 minutter igen får reduceret ved Anders Kjær på hovedstød. Mere blev det ikke til, og dermed efterlades Strandby nu isoleret i bunden af rækken med bare 4 point.
“Det er hårdt at være SIF-spiller, -træner og -tilhænger i øjeblikket. Meget bliver gjort rigtigt på og uden for banen, men der mangler lige det sidste for at vinde kampene. Vi skal være mere kyniske inde foran stregen, og score på de muligheder der byder sig. Det kan godt være vi mangler scoringerne, men spillerne skal have kæmpe ros for deres arbejdsindsats i dagens kamp”, lyder det fra Strandbylejren efter nederlaget.
I næste runde venter der en svær hjemmekamp, hvor topholdet Ulbjerg gæster Beachtown Arena.