Fodbold: Doense-Vebbestrup tilføjede Strandby efterårets andet nederlag.
Af Per Lyngby
Ude skidt, hjemme bedst. Sådan kan træner Jens Bojer gøre sæsonen op indtil nu, hvor hans Strandby-mandskab i serie 2 har tabt begge sine udekampe og hentet point i begge sine hjemmekampe.
Lørdag gjaldt det udekampen mod Doense-Vebbestrup, som forud for kampen var uden point. Det vendte holdet dog godt og grundigt rundt på, da de efter en målløs første halvleg satte Strandby under pres med tre scoringer på stribe. Det var derfor kun kosmetik, da Strandby mod slutningen fik scoret to gange ved Anders Kjær og reduceret til 2-3, som også blev kampens resultat.
“Vi sidder fuldstændig på første halvleg og burde vel have ført 3-1, men har så 10 minutter efter pausen, hvor vi smider det hele væk og giver dem vel ret beset tre mål. Det sker i situationer, hvor vi simpelthen bør og skal være skarpere i vores tilgang til tingene. Doense-Vebbestrup er et hold, som jeg mener vi skal slå, men det er sort uheld vi ikke får scoret. Fakta er at kampen er tabt og ikke mange lyspunkter at tage med hjem i analysen”, lød det efter kampen fra træner Jens Bojer.
Faktisk fik Strandby scoret efter 20 minutter, men målet blev annulleret. Fejlagtigt, mente man i Strandbylejren, som følte at linjevogteren fratog dem et vigtigt mål i den situation.
På lørdag er der lokalopgør mod FUIK. Kampen spilles på Farsø Stadion.