Fodbold: Efter en flot sæson som oprykkere sluttede det med nederlag på 0-3 i årets sidste kamp.
Tekst: Per Lyngby
Det burde ikke være muligt, at en by som Nibe skal have sit bedste fodboldhold ud i en afgørende kamp om en plads i serie 2 mod en landsby som Strandby.
Men fodbold er en charmerende og til tider uforudsigelige størrelse, og lørdag eftermiddag var det netop Nibe og Strandby, som tørnede sammen på Nibe Stadion. Vinderen ville tage pladsen i serie 2 til foråret, medens taberen ville spille serie 3. Nibe havde på forhånd mest at tabe, da de kom fra serie 2, medens Strandby nærmest kun kunne overraske efter som nyoprykkere at være sluttet som nummer 2 i serie 3 og fået muligheden for play off om avancement.
Med en scoring til 1-0 inden pausen sikrede Nibe sig et godt udgangspunkt til anden halvleg, og da Strandby helt naturligt satsede på en scoring mod kampens slutning, slog hjemmeholdet kontra to gang og sikrede sig en sejr på 3-0 og forbliven i serie 2.
For Strandby er det næppe den store katastrofe. Holdet har i efteråret spillet i en tæt pulje i serie 3, og vil, hvis ellers der kan holdes sammen på den smalle trup, givetvis kunne sætte sit præg på rækken til foråret.